Lyngby-Bogen 2026: ”Lundtofte – Landskaber og bykvarterer ”
Lundtofte – Landskaber og bykvarterer
Modsat sædvane vil Lyngby-Bogen 2026 blive udleveret tidligt her i 2026.
Der er tale om den nye udgivelse ”Lundtofte – Landskaber og Bykvarterer”, der udgives af Lundtofte Borgerforening og som bestyrelsen har købt til Historisk-topografisk Selskabs medlemmer.
Udlevering af Lyngby-Bogen 2026
Bogen vil blive udleveret fra Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds 8, 2800 Lyngby, over to dage:
- Mandag den 16. februar, kl. 16.00 – 18.00 og
- Tirsdag den 17. februar, kl. 14.30 – 16.30
Det vil være vældig fint, hvis så mange af jer som muligt kan hente jeres eksemplar – og evt. tage et med til andre medlemmer på jeres vej eller i kvarteret. Så sparer vi 50 kr. hver gang i forsendelse.
Men hvis du ikke kan nå at hente din bog, sender vi den naturligvis til dig. Har du ikke modtaget din bog senest den 27. februar 2026, så skriv venligst til htslyngby@gmail.com.
Kort om ”Lundtofte – Landskaber og Bykvarterer”

Forsidefoto: Udsigt fra Brede Dam mod øst til Lundtofte
Som udløber af mange protester mod Lyngby-Taarbæk kommunes helhedsplan fra 2017 for Lundtofte, opstod Lundtofte Borgerforening og en arbejdsgruppe, der ville kortlægge hele Lundtofte og fremhæve de enkelte kvarterers landskabs- og bygningskulturværdier. Den nye bog kortlægger Lundtoftes grønne sammenhængende landskabsstrøg og de 14 bykvarterer dokumenterer de store landskabs- og bygningskulturværdier, der knytter sig til bydelen.
Kortlægningsgruppen, der består af Vibeke Nellemann, landskabsarkitekt, Uffe Wainø, landskabsarkitekt, Nete Jakobsen, byplanarkitekt og Vibeke Møller, byplanarkitekt, har benyttet en arkitektfaglig metode til kortlægning, beskrivelse og vurdering af Lundtoftes forskellige bykvarterer og de grønne sammenhængende landskabsstrøg.
De fire forfattere vurderer de enkelte områders potentialer og sårbarheder og kommer med anbefalinger til, hvordan kulturværdierne kan beskyttes eller ligefrem styrkes. Der er et særligt fokus på bykvarterernes grønne præg, der viser sig meget sårbart i byudviklingen. ”Lundtofte – Landskaber og Bykvarterer” giver kommunens beslutningstagere og planlæggere et dybere vidensgrundlag og inspiration til videre planlægning og udvikling i Lundtofte. Samtidig får borgere i Lyngby-Taarbæk en omfattende viden om Lundtofte, ligesom den kan engagere Lundtoftes borgere i et konstruktivt samarbejde med kommunens politikere og forvaltning om en bevarende og respektfuld udvikling af Lundtofte.