Gyrithe Lemche
Gyrithe Lemche ved sit skrivebord i hjemmet på Rustenborgvej 7 i Lyngby i 1918.
Medstifter og formand for Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune fra 1927-40, medlem af bestyrelsen til sin død i 1945. Æresmedlem fra 1941.
Gyrithe Lemche var forfatter og kvindesagsforkæmper, født i 1866 og fra 1872 bosiddende i Lyngby. Hun blev student i 1887 og uddannede sig til lærerinde, hvorefter hun underviste indtil hun i 1893 blev gift med kredslæge Johan Lemche.
I perioden 1894-1907 fik hun ti børn og begyndte samtidig sit forfatterskab. I årene 1898-1905 skrev hun en række romaner med udgangspunkt i selvbiografisk og slægtshistorisk stof.
Fra 1906 engagerede hun sig i Dansk Kvindesamfund, var redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1913-19 og landsformand i 1921-22. Også her blev hun æresmedlem, men mente i øvrigt, at kampen for kvindernes politiske ligestilling gik alt for langsomt.
Efter de aktive år i Dansk Kvindesamfund begyndte hun igen at skrive romaner, ligesom hun og hendes mand var flittige bidragydere til de første årgange af Lyngby-Bogen.
Hun engagerede sig i mange kvindesammenhænge og modtog en række hædersbevisninger.
Efter hendes død rejstes en bautasten til hendes minde i Sorgenfri Slotspark.